Haven i November

Når vi når November plejer havesæsonen at være slut – men sådan er det ikke helt i år. Det gode vejr synes ingen ende at tage. Vores selvsåede koriander står nu store og stærke og flere steder i haven kan man ikke se at det er efterår. Således har vi stadig små stedmoder blomster i fuld flor og andet hold solsikker blomstre på livet løs. Men forbered dig for kulden – frosten og sneen kan kommer før vi aner det. Tøm dine potter nu, luk for udendørs hanerne for at undgå frostsprængning. Nedenfor kan du få ideer til gøremål i November.

Græsplænen

Hvis græsplænen er blevet langhåret, er det en god idé at slå den en sidste gang inden vinteren for at undgå, at den bliver angrebet af sneskimmel. Sæt skæret højt. Har du mange træer i haven kan det ligeledes væres en god ide at rive bladene væk fra plænen, brug evt. en løvblæser, det gør arbejdet meget lettere. Brug bladene som bunddække under buske og i staudebedene. Her luner de jorden så orme og andre mikroorganismer kan omsætter dem til gødning.

Træer, buske & HÆK

Det sene efterår, når bladene er faldet af, er det bedste tidspunkt at plante alle former for løvfældende træer og buske i. Går du med ide om at plante en ny hæk, så er det  nu det skal gøres. Hækplanter sælges nemlig ofte som barrodsplanter, det vil sige uden potte eller klump. Barrodsplanter er billigere og mindst lige så gode som pottede planter, men rødderne er mere følsomme over for udtørring, så de skal plantes i vinterhalvåret. Du kan plante hæk samt løvfældende træer og buske lige, indtil jorden bliver så hård af frost, at du ikke længere kan grave i den.

Stauderne

Del dine stauder og plant dem andre steder i haven. Har du staudefrø der kræver en kuldeperiode for at spire, er det fint at så dem nu. Så dem udendørs i bakker, sæt dem på et beskyttet sted og beskyt dem evt. yderligere med net mod mus og nysgerrige dyr som katte og hunde. Husk at lade være med at klippe staudetoppene af, de giver nemlig læ, og så længe der er saft i stilkene afgiver de kraft til planten.

TØM POTTERNE

Frosten truer, og selv frostsikre krukker kan frostsprænges, hvis krukkejorden er våd, og frosten hård. Roser, buske og stauder, der står i krukker, kan plantes ud i havejorden, så de ikke er så udsatte for frost. Frostsikre krukker med planter kan beskyttes yderligere ved at hæve dem over jorden på krukkefødder el.lign. Det hjælper også at have et godt drænlæg af lecasten i bunden af krukken. Tøm også regnvandstønden og haveslangen for vand, da frosten kan få dem til at revne, hvis de er fuld af vand.

LÆG DE SIDSTE LØG

Du kan stadig nå at lægge de sidste forårsblomstrende løg et stykke hen i november. Mange steder har planteskolerne lige nu gode tilbud på løg, de ikke har fået solgt. Tjek dog, at løggene ser sunde ud, før du køber. Løggene kan godt lægges, selvom der er kommet sne. Blot jorden ikke er så hård af frost, at du ikke kan grave i den eller bruge løglæggeren

Køkkenhaven

Rodfrugter som gulerødder, pastinak og selleri, men også porrer, grønkål og rosenkål holder sig godt om vinteren ude i bedet, hvor de er dyrket. Man kan høste af dem løbende gennem vinteren. Kun når jorden er frosset, er det umuligt at vriste dem op. Her hjælper det at dække jorden med en dyne af visne blade eller halm som isolering. Dæk bunken med et net, så den ikke blæser væk. Det er vigtigt at vride toppen af rodfrugterne, for den rådner væk og kan være indgang for svampesygdomme.  Har du jordskokker kan det være en god idé at dække dem med et godt lag halm, på den måde kan man få fat i knoldene hele vinteren. Jordskokker opbevares bedst i jorden da de tåler frost.

Beskær dine hindbærplanter. Skuddene skal klippes af helt nede ved jorden, når du har høstet de sidste bær om efteråret. Til foråret skyder de nye skud frem, og det er dem der vil give høst det kommende efterår. På sommerhindbær fjerner man kun de skud, der har givet bær om sommeren, mens de skud, der er dukket frem i løbet af sommeren, bevares. Hos sommerhindbær er det disse skud, der giver bær næste sommer. Fjern også de hindbærplanter, der er ved at stikke af fra bedet. Hindbær sætter mange rodskud og kan bevæge sig vidt omkring.

Notér i din haveplan, hvor de forskellige grøntsager har groet i køkkenhaven i år. Skriv ned, hvis der har været alvorlige angreb af skadedyr, og hvis nogle bede er blevet tilført gødning mens andre ikke er. Begynd allerede nu at planlægge næste års høst mens du stadig kan huske hvor de forskellige grøntsager var i år. Det er bedst, hvis de forskellige grøntsagers placering skifter, så der går 4-5 år mellem at afgrøden står samme sted i jorden. Det har jorden bedst af, og det minimerer risikoen for angreb af skadedyr og plantesygdomme. Især er det vigtigt at flytte kartoffelbedet, da kartofler kan angribes af kartoffelcystenematoder, som er nogle små dyr, også kaldet kartoffelål, hvis de står det samme sted år efter år.

Drivhuset

Vores drivhus er lukket ned for i år. Tomatplanterne er fjernet, skyggegardinerne er taget ned og er blevet vasket. Kapilærkasserne er skyllet rene og sat til side for vinteren. Sluttelig blev drivhuset rengjort. Hvis man har sarte planter der skal overvintre i drivhuset, kan det være en god ide, at isolere med bobleplast for at holde frosten på afstand.

 

God fornøjelse.

MÅNEDENS HUSKELISTE

  • Lad porrerne stå og høst efterhånden
  • Ryd op og gør rent i drivhuset
  • Lug ukrudt
  • Plant hæk og andre barrodede planter
  • Sørg for mad og drikke til fuglene
  • Fjern alger på fliserne
  • Læg kompost/blade omkring sarte buske
  • Køb tulipanløg på udsalg og læg dem hurtigt
  • Fjern udtjente grøntsager i køkkenhaven
  • Beskær efterårsblomstrende buske
  • Destruér klynger af snegleæg
  • Luk for vandet i udendørs haner
  • Riv blade væk fra græsplænen
– selvsåede koriander fulde af krudt!
– andet hold solsikker i fuld flor.
– køkkenhaven i november
– vores hvidløg godt beskyttet mod frosten.
– drivhuset er gjort klar til vinteren
– vores græsrobotter kører stadig og plænen er revet for blade.

Indlæg af samme kategori

Haven i Marts

Marts måned kan være drilsk. Det ser vi i år, hvor vinteren for alvor fik sit tag i Danmark. Så længe jordtemperaturen ikke er over 7 grader, sker der ingen vækst. Derfor er det bedste råd at have tålmodighed lidt endnu. Når frosten slipper sit tag og temperaturen...

Januar i Haven

Selvom det kan være koldt og surt i haven her i januar, er der stadig en del gøremål. Her er nogle af dem:   Er det meget koldt, så beskyt  små og nye frugttræer  mod harer, rådyr og mus. Dæk følsomme planter med granris - brug evt. juletræets grene. Har du...

Haven i April

I April kribler det i fingrene for at komme rigtig i gang i haven. Kommer man forbi en planteskole, er det let at blive fristet til at gå i gang, når man ser alle blomsterne. Men... April kan rigtig drille. Jeg har oplevet at få flere dage med sne i April, ligesom...